Konsensus og samtykkebeslutning

Jeg støder regelmæssigt på forestillingen om at konsensus, betyder at alle skulle være helt enige. Jeg er uenig i den definition af konsensus og synes ikke den afspejler den reelle praksis man finder hos erfarne facilitatorer af konsensusprocesser.

Målet med konsensus behøver ikke være, at alle skulle være helt enige. Konsensus er ikke synonymt med enstemmighed - et fænomen der nok ikke rigtig findes noget sted i virkeligheden.

I langt de fleste tilfælde handler det i praksis (og for folk med erfaring også i teorien) om at komme overens. Når jeg oversætter konsensus, så plejer jeg at kalde det dét: En proces for at komme overens. Det er en særlig form for enighed, der forudsætter forskelle. Man bliver enige om noget på trods af forskellene. Hvordan kan vi handle sammen?

Når jeg hører definitionen af konsensus som "alle skal være enige" synes jeg det er en stråmand. Nogle gange er stråmanden til for at sprede håbløshed, så vi kan gå tilbage til mere udemokratiske processer som afstemning (som er en militær dyd, ikke en demokratisk). Nogle gange er stråmanden til for at sprede en anden version af konsensusproces end den rådende i det specifikke fællesskab. Det kan jeg muligvis være sympatisk for, altså at sprede andre versioner af konsensus end dem, vi ofte praktiserer. Så kaldte "samtykkebaserede beslutninger", som man praktiserer i sociokrati, kan være enormt befriende og effektive. De gør det meget klart, hvad forskellen er mellem at kun bakke op om forslag, som man foretrækker (ens præferenceområde), vs. bakke op om forslag, man kan leve med (ens toleranceområde). Beslutninger taget med samtykke er dem, der findes indenfor vores toleranceområde. Det gør mængden af mulige beslutninger, vi kan tage i grupper, meget større end hvis vi skal blive ved med at lede efter den beslutning, hvor alles præferencer overlapper (ofte findes den ikke).

Men her er min anke: Det er netop hvad enhver erfaren facilitator (og deltager!) af konsensusprocesser vil appellere til. En af de spørgsmål, der gjorde størst indtryk for mig, da jeg deltog i konsensusprocesser første gang var: Kan du leve med det?

Det spørgsmå konfronterer mig med, hvad jeg kan tolerere og bakke op om - til trods for, at jeg har det anderledes end andre. Det stiller mig i et dilemma, hvor jeg må afgøre om jeg vil vælge "my way or the highway" eller støtte op om noget, der er en vis opbakning til og som jeg faktisk godt kan leve med. Alt det her er normalt, velfungerende konsensusproces.

Så stråmanden øger muligvis motivationen for at forpligte sig på en mere velfungerende beslutningsproces, som fx samtykkebeslutninger, men har den pris at vi spreder en stereotyp forestilling om konsensus. En udbredt stråmand, som endda nogle gange findes i fællesskaber der selv forestiller sig at bruge "konsensus" (Christiania fx).

I min verden er konsensus en stor paraply med mange forskellige måder at nå til samme mål. Den sociokratiske samtykkeproces er én.