En chatbot-agtig lektørudtalelse til Gæld: De første 5000 år

Lektørudtalelsen for Gæld: De første 5.000 år får mine chatbot-alarmklokker til at ringe.

Indikationerne er først og fremmest hvor generisk og redundant udtalelsen er. Med så lidt plads til sin rådighed, er det fx mærkværdig prioritet at gentage den samme formulering flere gange: ”Et ambitiøst og tværfagligt værk, der kombinerer antropologi, historie og økonomi i en bred analyse af gældens rolle i samfundet. Den formår at koble økonomisk teori med antropologiske og historiske perspektiver.”

Der er også et par fejl i den, som er typisk for chatbots (recirkulere "almindelig sund fornuft" indenfor et felt). Fx at stater vokser frem ifm møntøkonomi, hvilket er en myte bogen gør et stort nummer ud af aflive.

Udtalelsen fortæller også at målgruppen primært er akademisk. En sær udtalelse, når forfatteren er ret eksplicit i introduktionen om at han vil skrive en bog for den store offentlige samtale om gæld i vores samfund.

Jeg kørte udtalelsen igennem en detektor for hvor meget af den kunne være genereret af en stor sprogmodel og den gav 70% af ordene som chatbot-genererede. 

Vi lever i en brydningstid hvor der ikke er nogle normer endnu på det her område, og man kan heller ikke være sikker på at teksten er genereret af en stokastisk papegøje. Måske er den skrevet af et menneske ved navn Martin Minka Jensen (af alle ting en tidligere sekretær i DKP, hvilket bare rejser en masse nye spørgsmål for mig qua hvor store vanskeligheder marxister ofte har med at forstå Graebers projekt). Uanset om udtalelsen er skrevet af en bullshit-maskine eller et menneske, så er den generisk, unødigt redundant og indeholder altså fejl. Umiddelbart lever det jo ikke op til bibliotekternes standard og især ikke for et så seriøst værk.

Lektørudtalelser påvirker hvilke biblioteker der tager en bog hjem og hvor mange eksemplarer de tager hjem, som står fremme til biblioteksbrugere at blive interesserede i. Pt. er ventelisten på Gæld: De første 5000 år på et år i København.

Kunne man klage? Jeg tvivler på at det ville have nogen effekt. DBC som står for lektørudtalelserne har selv investeret sig i forblændelsen over de store sprogmodeller. Måske har nogen andre energi for at stille de dumme spørgsmål, jeg selv sidder med. Jeg orker faktisk ikke selv.

Her er lektørudtalelsen i sin helhed:

Gæld : de første 5000 år
Forfatter: David Graeber
Materialevurdering
Kort om bogen

Bogen udforsker, hvordan gæld har formet økonomiske og
sociale relationer gennem historien. Den følger udviklingen fra
tidlige kreditbaserede samfund til moderne økonomiske
systemer og sætter gæld i relation til magt, moral og
institutioner. For interesserede i historie, antropologi og
økonomi
Beskrivelse
Bogen undersøger gæld som et historisk og socialt fænomen
over en periode på cirka fem årtusinder. Den tager
udgangspunkt i antropologiske og historiske kilder og følger,
hvordan relationer mellem mennesker, økonomiske systemer og
politiske strukturer har udviklet sig i samspil med forestillinger
om gæld. Fremstillingen bevæger sig gennem forskellige epoker
og beskriver, hvordan tidlige samfund organiserede økonomiske
relationer gennem kredit og gensidige forpligtelser. I denne
sammenhæng beskrives gæld som en måde at strukturere
sociale relationer på, hvor tillid, normer og moral spiller en
central rolle. Senere i historien introduceres møntøkonomi og
mere formaliserede betalingssystemer, ofte i forbindelse med
fremvæksten af stater, beskatning og militære strukturer
Vurdering
Et ambitiøst og tværfagligt værk, der kombinerer antropologi,
historie og økonomi i en bred analyse af gældens rolle i
samfundet. Den formår at koble økonomisk teori med
antropologiske og historiske perspektiver. Målgruppen er
primært akademisk
Andre bøger om samme emne
Et eksempel på et lignende værk er fx Pengene og livet
Til bibliotekaren
Anbefales indkøbt til større biblioteker, da målgruppen er relativt
smal
Materialet er vurderet af: Martin Minka Jensen