TV-journalister er tonedøve for klimaet
Danske TV-journalister er hvad jeg vil kalde tonedøve, hvad angår klimakrisen. Prøv at se det her klip med @lukas fra @Noedbremsen i TV Midtvest, hvor han interviewes efter han løber ind og stopper en håndboldkamp for at protestere mod manglen på klimahandling. Minder mig om nyhedsværterne i filmen Don't Look Up.
Det er journalisternes achilleshæl, at de aldrig rigtig kan tage verdenssituationen alvorligt og altid behandler deres interviewpersoner på samme måde: Man skal gå "hårdt til dem" og stille "kritiske spørgsmål" (og fokus er helt på at performe kritik, her handler spørgsmålene allesammen om popularitet og om Lukas tror at folk i Herning mon kan lide ham - det er sgu en tynd kop te hvad angår kritisk journalistik).
Værten spørger: "Hvorfor tror du at dét her det får nogen overhovedet til at forstå og sympatisere med dit budskab?" Det er et klassisk glatnakke-spørgsmål: "Gør det overhovedet en forskel?" Det fede er, at der faktisk er et meget klart svar på det: Ja, det gør det. Fordi det siger forskningen, at det gør.
Jeg skrev også for nylig hvordan mediefladen - især mediefolk der arbejder med TV - arbejder aktivt for undertrykke, at politiske hændelser kan finde sted i sendefladen. Fx folk stopper live-sendinger for at protestere. Vi plejer at tænke, at det er omvendt, at TV jagter det politiske. Det ville være mere korrekt at sige, at de former vores opfattelse af, hvad der er politisk.
Lad os vende tilbage til scenen fra filmen Don't Look Up jeg refererer til foroven - som er en af de bedste beskrivelser af nyhedsværtens anti-politiske habitus. Jeg får ondt i maven af at se det, fordi jeg forestiller mig hvor meget psykisk energi et menneske skal bruge for at holde katastrofen så meget ud af sinde, for at være så tonedøv, for at ikke stoppe op på noget tidspunkt og bryde ud af sin tvangsprægede rolle.
Omvendt har jeg også været tilbøjelig til at analysere Dibiaskys reaktion som systembevarende. En nedsmeltning der gav seerne lov til at afskrive hende som en "crazy bitch" (nemmere at gøre med kvinder, så rollelåsningen er på den måde stereotyp og forudsigelig).
Men jeg er begyndt at tvivle. Måske betyder den radikale flankeffekt at også crazy bitches, folk der har en nedsmeltning, mister besindelsen og går i panik, åbner mere plads for andre at gå en smule mere i panik. Fordi så kan de sige: Jeg er i det mindste ikke så hysterisk som hende!
Faktum er at klimaforandringerne truer med at ødelægge stort set alt vi har kært og at verdens udledninger af drivhusgasser er tiltagende. Som globalt samfund er vi i gang med at trykke på speederen i stedet for at hive i nødbremsen, Der er mao. god grund til at gå i panik.
Måske har vi brug for sådan et Dibiasky moment?