Overvældelse

Vores overflodssamfund ledsages på følelsesplanet af stigende overvældelse.

Førhen var det forbeholdt nogle få individer i samfundet at jævnligt skulle håndtere byger af komplekse og potentielt betydningsfulde data. Mængden af informationer som Napoleon måtte forholde sig til, da han marcherede gennem Europa, var usædvanlig i starten af 1800-tallet.

I dag er den mest online del af verdens befolkning modtagere af en eksplosion af non-stop, potentielt "vigtig" eller i det mindste relevant information.

Vi afbrydes og distraheres konstant af både eksterne og interne stimuli. Det gør det svært at finde et passende engagement med noget som helst.

Den franske forfatter Tristan Garcia har udtrykt det som at vi er vidner til en "epidemi af ting". Der er ting at forholde sig til alle vegne. Garcia skrev sit værk Form and object fra en følelse af, at være overvældet af al ting.

Overvældelse er blevet en almindelig tilstand. Oplevelsen af at det hele er ved at ramle. Man aner ikke sine levende råd eller har ikke nok tid, ikke nok overskud, har mistet overblikket. Når det bliver normalt at være på grænsen til overvældelse hele tiden, kan det virke som om man hænger med røven i vandskorpen, er helt ude i tovene, træder vande, eller simpelthen er i gang med at drukne. Man er i hvert fald hårdt spændt for, fægter sig igennem tilværelsen og kører på pumperne. Det er sådan vi beskriver at være på grænsen til overvældelse i hverdagen.

Vi kan misbruge ordet overvældelse. Nogle bruger det hver gang de er meget stressede. Og overvældelse er meget stressende.

Overvældelse signalerer en tærskel af stress: Overvældelse er at blive stresset så voldsomt, at man mister grebet om det, man lavede.

Årsagen er en for stor eller for mange stimuli til at håndtere det. Hvis psyken til dels er som en beholder (der kan "rumme" en del af verden), så er overvældelse, når der kommer for meget ned i beholderen. Den er ikke stor nok og kan ikke bære mere input. Omgivelserne udfolder sig hurtigere end psyken kan håndtere. Resultatet bliver, at vi overmandes af det nye input og bliver ude af stand til at agere på det. I værste fald går vi i panik og vores evne til at behandle alt det andet, vi før ellers lige kunne, går i stå. Den nye stimuli slår beholderen i stykker og kan i princippet opfattes som voldelig (jf "-vælde" delen i overvældelse har rod i vold). Det er den mest alvorlige tærskel: Vi mister fuldstændig kontrollen. Selv når folk spørger: Kan jeg hjælpe? Hvad har du brug for? Virker det umuligt at svare sammenhængende.

Første skridt mod overvældelse: Gør ingenting.

Når vi er overvældede kan vi ikke være med til at problemløse og bør bare få lov til at engagere os i ikke-gøren. Det er den eneste vej tilbage. Modgiften til overvældelse er at gøre ingenting og bare være.

Den mest dyrbare ting i vores overflodssamfund er oplevelsen af bare at være.