Messias er en af jer

Der findes en historie, måske en myte. Typisk for mytiske historier har den mange versioner, formentlig en for hver gang, den er blevet fortalt. Jeg læste selv denne myte i M. Scott Pecks The Different Drum og Peck selv ved ikke hvor han hørte den og hvilke forvrængninger han selv har introduceret. Men han ved, at han fik den fortalt med en titel - Rabbinerens gave (The Gift of the Rabbi). Her er myten, som jeg forstod den.

Historien handler om et kloster, der har det svært. Engang var det en stor orden, men efter bølger af religiøs forfølgelse i det 17. og 18. århundrede og sekularismens fremmarch i det 19. århundrede var alle dets filialer gået tabt. Det var blevet så decimeret, at der kun var fem munke tilbage i det forfaldne moderhus: abbeden og fire andre, alle over 70 år gamle. Det var tydeligvis en døende orden.

Inde i skoven der lå omkring klosteret var der en lille hytte, som en rabbiner fra en nærliggende by nogle gange brugte som eremitbolig. Gennem årene havde munkene nærmest udviklet en sjette sans for, hvornår rabbineren var på retræte dér. De viskede det til hinanden, når han var i skoven. Abbeden, der ærgrede sig over sin ordens snarlige død, kom en dag i tanke om at besøge eremitboligen og spørge rabbineren, om han tilfældigvis kunne give et råd, der kunne redde klosteret.

Rabbineren bød abbeden velkommen i sin hytte. Abbeden forklarede formålet med sit besøg, men rabbineren kunne kun have medlidenhed med ham. »Jeg ved godt, hvordan det er,« udbrød han. »Ånden har forsvundet fra folk. Det er det samme i min egen by. Næsten ingen kommer i synagogen længere.« Den gamle abbed og den gamle rabbiner græd sammen. Så læste de dele af Toraen og talte stilfærdigt om de dybe ting. Tiden kom, hvor abbeden måtte gå. De omfavnede hinanden. »Det har været en vidunderlig ting, at vi kunne mødes efter alle disse år,« sagde abbeden, «men jeg har stadig ikke opnået formålet med mit besøg her. Er der intet, du kan fortælle mig, intet råd, du kan give mig, som kan hjælpe mig med at redde min døende orden?«

»Nej desværre, det er jeg ked af,« svarede rabbineren. »Jeg har ikke noget råd at give. Det eneste, jeg kan fortælle dig, er, at Messias er en af jer.«

Da abbeden vendte tilbage til klosteret, samlede munkene sig omkring ham og spurgte: »Nå, hvad sagde rabbineren?«

»Han kunne ikke hjælpe,« svarede abbeden. »Vi græd bare og læste Toraen sammen. Det eneste, han sagde, lige da jeg var ved at gå var - det var lidt kryptisk - at Messias er en af os. Jeg ved ikke, hvad han mente med det.«

I de følgende dage, uger og måneder tænkte munkene videre over det og spekulerede på, hvad rabbinerens ord mon kunne betyde. Messias er en af os? Kunne han måske have ment en af os munke her på klosteret? Hvis det er tilfældet, hvem er det så? Tror du, han mente abbeden? Ja, hvis han mente nogen, var det nok abbeden. Han har været vores leder i mere end en generation. På den anden side kunne det også have været broder Thomas han tænkte på. Broder Thomas er helt sikkert en hellig mand. Det kan ikke have været broder Elred han mente! Elred er jo tit så sur. Men når man tænker over det, selvom han er en torn i øjet på folk, så har Elred stort set altid ret, når man ser det i bakspejlet. Ofte meget ret. Måske var det broder Elred, rabbineren mente. Men det var helt sikkert ikke broder Phillip. Phillip er så passiv, går i ét med tapetet. Men han har også på næsten mystisk vis en evne til altid at være der, når man har brug for ham. Han dukker bare på magisk vis op ved ens side. Måske er Phillip Messias. Selvfølgelig mente rabbineren ikke mig. Han kan umuligt have ment mig. Jeg er bare et helt almindeligt menneske. Men hvad nu, hvis han gjorde? Hvad nu, hvis jeg er Messias? Åh Gud, ikke mig. Jeg kunne ikke være så meget for Dig, kunne jeg?

Mens de funderede på denne måde, begyndte de gamle munke at behandle hinanden med ekstraordinær respekt for den uventede mulighed, at en af dem kunne være Messias. Og eftersom de begyndte at indse, at de ikke helt kunne udelukke, selvom det virkede så usandsynligt, at de selv var Messias, begyndte de at behandle sig selv med ekstraordinær selvrespekt.

Skoven var smuk, og det skete derfor, at folk undertiden besøgte klosteret for at holde picnic på den lille græsplæne, for at vandre i haven og af og til endda for at gå ind i det forfaldne kapel for at meditere. Da de gjorde det, fornemmede de, uden selv at være bevidste om det, denne aura af ekstraordinær respekt, som nu begyndte at besjæle de fem gamle munke og syntes at gennemtrænge stedets atmosfære. Der var noget mærkeligt tiltrækkende ved stedet. Uden at vide hvorfor begyndte folk at komme tilbage til klosteret oftere for at holde picnic, lege og bede. Der var rart at være og det var som om det var lettere at komme i kontakt med det guddommelige. Folk begyndte at tage deres venner med for at vise dem dette særlige sted. Og deres venner tog deres venner med. Nogle af de unge begyndte at tale mere med de gamle munke. En dag spurgte en af dem, om han måtte slutte sig til deres orden. Og efter noget tid kom en anden. Og så en til. I løbet af nogle år var klosteret blomstret op og blevet en levende orden igen, et sted kendt af alle i regionen der søgte at genfinde åndeligheden. Takket være rabbinerens gave.