Kapitalisme og markeder er hinandens modsætninger

En af Braudels pointer: Markeder består af forskellige måder at udveksle varer formidlet gennem penge – historisk set måder for dem med et overskud af korn at erhverve stearinlys, keramik eller jakker og vice versa (i økonomisk forkortelse, V-P-V', for vare-penge-anden vare).

Kapitalismen er derimod først og fremmest kunsten at bruge penge til at få flere penge (P-V-P', dvs. penge-vare-flere penge). Af denne grund forsøger kapitalister – om de er handelsfyrster, finansfolk eller industrimænd – altid at alliere sig med de politiske myndigheder for at begrænse det frie marked, for at gøre det lettere for dem selv at lykkes med P-V-P'.

Kapitalismen og markedet er derfor hinandens modsætninger. Kapitalen og staten går derimod hånd i hånd. Den ene kunne ikke fungere uden den anden.

Eksistensen af oligopoler er et eksempel på det. Galbraith:

Oligopolies don't take the prices on the market, they set the price. Oligopolies are a planning system. Strongly hierarchical. Between corporations there are a variety of links that makes it possible for them to coordinate actions. Reduce price wars. Have people sit in the boards of directors of all the big oligopolies, so they can work together. It is closer in form to state institutions than markets.

Af det ovenstående følger, at markeder uden stater er et luftkastel. Men teoretisk set burde der kunne eksistere antikapitalistiske markedsstater. I David Graebers Gæld: De første 5.000 år (under oversættelse) kommer han med et sådant eksempel. I det meste af sin historie var Kina den ultimative antikapitalistiske markedsstat.