Kærlighed som viljeshandling

At blive berørt af kærlighed er at opleve nåden. Da bell hooks skrev sin bog All about love var det med en vision om at frembringe en kultur, hvor kærligheden kan findes og næres. Vi længes alle på forskellige måder efter at gøre en ende på det kærlighedsløse i vores forhold. Bogen fortæller hvordan vi kunne vende tilbage og blive rørt af kærlighedens nåde.

Nutiden er kærlighedskynisk

Vi er langt fra 60'ernes "All you need is love". Det tog en drejning for et par årtier siden, man kunne allerede høre det i Tina Turners demonstrative spørgsmål "What's Love Got to Do with It". Dagens ungdom er kynisk omkring kærligheden, mange tror simpelthen ikke på at den eksisterer (og har heller ingen forudsætninger for at erfare den, så det er måske forståeligt). Der har aldrig været så mange, der vælger at leve som singler. Det er i øvrigt en global trend, med lande som Japan i front.

En del af forklaringen er øget frihed til kvinder, især at ikke skulle blive tvunget ind i ægteskab. Min egen favorit hvad angår kyniske musikalske erklæringer om kærlighed, som jeg ikke helt ved hvordan man skulle indskrive i en sådan periodisering, er "If This Is Love I'd Rather Be Lonely" af The Precisions.

Så en dysfunktionel institution (det heteronormative ægteskab) er i krise. Hvor efterlader det kærligheden? Frygten for kærlighed får os til at blive kyniske, lede efter intimitet uden risiko og nydelse uden væsentlig følelsesmæssig investering. Seriel monogami og endeløs cruising kan være eksmpler på det. Eller cuffing season, hvor man cosplayer et kærlighedsforhold i de mørke vintermåneder, men som ikke stikker dybere end man er videre når forårskådheden sætter ind. Kynismen er det skuffede og forrådte hjertes maske.

Unge i dag reagerer næsten allergisk, når gamle ræve som bell hooks dukker op i bevægelser for social retfærdighed og taler om en kærlighedens etik. Eww...

For os er kærligheden for de naïve, de svage og de håbløst romantiske. Elizabeth Wurtzel opsummerer tidsånden i Bitch - In Praise of Difficult Women:

None of us are getting better at loving: we are getting more scared of it. We were not given good skills to begin with, and the choices we make have tended only to reinforce our sense that it is hopeless and useless.

Men tidligere generationer er lige så berøringsangste over for kærlighed. De erklærer det måske ikke lige så No Future-agtigt som nutidens unge, men de har lige så tomme hænder som deres børn. Det er det, bell hooks siger. Vi er bange for, hvad kærlighed er og vil helst ikke stille for direkte spørgsmål om det, da det kunne afsløre hvor fattige på egentlig kærlighed vi er i vores egne liv.

Jeg kigger tilbage på min liste over bøger om kærlighed jeg godt kan lide og tænker over kønsfordelingen blandt forfatterne. De fleste af de mest refererede og "prisbelønnede" bøger om kærlighed er skrevet af mænd. Det er sjovt, fordi populærkulturen går rundt og siger at kærlighed er noget, som kvinder især funderer over (nogle gange siger man dette, så det er underforstået at kvinder bruger lidt for meget tid på kærlighed). Der er også den her idé om at kvinder er følelsesmæssige væsner, mens mænd står for rationaliteten og fantasifuldheden. Er det så ikke rigtige mænd, der har skrevet alle de bøger om kærlighed?

Mange mænd siger offentligt, at de føler sig elsket og derfor ved, hvad det vil sige, at blive elsket; i dette samfund føler kvinder derimod ofte, at de er i en konstant længsel efter kærlighed, men ikke modtager den.

Der er undtagelser i kanonen af mandlige kærlighedsforfattere. Der er Elizabeth Barret Browning. Men hvordan er åbningslinjen? "How do I love thee? Let me count the ways."

Det er lettere at beskrive fraværet af kærlighed end tilstedeværelsen af kærlighed.

Blive skolet i kærlighed

Der findes kurser i mange aspekter af seksualitet og endda skoleforløb med seksualundervisning. Der findes ingen skoler i kærligheden. Vores kultur bygger på idéen om, at vi allerede ved, hvordan man elsker. At kærligheden er instinktiv. Det er en sær idé, der sådan sameksisterer med ovennævnte håbløshed: alt omkring os tyder jo på, at kærlighed ikke er en evne, vi kan tage for givet, at det ikke bare kommer naturligt, at det faktisk er noget, der skal læres.

Vi har accepteret idéen om at familien er kærlighedens primære skoleforløb. Dem der så ikke erfarer kærligheden i sin familie, forventes så at finde den i romantiske forhold. Man må starte fra scratch, men det skal nok komme naturligt.

Så længe vi lever i en kultur, hvor børn mishandles og ikke respekteres, hvor de overses og ikke valideres, vil de fleste børn ikke lære at elske. Familien er en institution der let kan være fascistisk. Ingen kærlighed uden retfærdighed.

bell hooks nævner, at det altid er mændene i hendes liv der altid er tilbageholdende med at bruge ordet kærlighed for let. Tænk hvor lettere det ville være, at lære at elske, hvis vi begyndte med en fælles definition. bell hooks fortæller at hun har ledt med lys og lygte i litteraturen om kærlighed og finder næsten kun undvigelse af spørgsmålet. Den samme gamle traver om at "kærlighed kan ikke defineres".

Endelig finder hun et brugbart begreb i psykiatrikeren M. Scott Pecks klassiker The Road Less Traveled (1978), der igen trækker på Erich Fromm. Det er fantastisk klar definition, der er værd at skrive ned og huske. Lad os starte med, hvad kærlighed ikke er.

Kærlighed er ikke en følelse

Vi har lært at tænke på kærlighed som en følelse. Når vi føler os dybt tiltrukket til nogen, investerer vi vores følelser i dem (psykoanalytisk: besætning eller katexis). Vi forveksler ofte kærlighed med katexis, denne følelsesmæssige investering i en anden. Ofte vil personer, der føler sig forbundne til en anden, insistere på, at de elsker dem, selvom de gør skade på dem eller overser dem.

Kærlighed og mishandling kan ikke sameksistere.

Mange af os vælger kærlighedsløse forhold præget af hengivenhed og omsorg, fordi den slags forhold føles tryggere. Kravene er ikke så heftige som kærligheden kræver, risikoen ikke så stor. Vi lever relativt anstændige, tilfredsstillende liv, selvom kærligheden mangler og vi længes efter den.

Kærlighed er ikke synonymt med omsorg, hengivenhed, ømhed og bekræftelse. Det er ikke at omfavne, kysse, være sød og nusse andre.

Det er tryggere at nære forestillingen om, at kærligheden ikke kan defineres. For når vi definerer den præcist og klart, konfronteres vi med vores mangler og en frygtelig fremmedhed.

Ikke at kende kærligheden i vores kultur (som er så besat af den, altimens den fravælges) føles som en forfærdelig skam.

Klar definition af kærlighed

Peck definerer kærlighed som villigheden til at give sig selv for at nære ens egen eller andens åndelige modning (the will to extend one's self for the purpose of nurturing one's own or another's spiritual growth).

Kærligheden kan være rettet både mod andre og en selv (egenkærlighed), men målet er åndelig modning. Og midlet er en villighed til at give sig selv.

Det betyder, at kærlighed er, hvad kærlighed gør. Kærlighed er en viljeshandling, dvs. både hensigt og gerning.

Vilje indebærer et valg, dvs. vi er ikke "nødt" til at elske andre. Vi bestemmer os for at elske. Og strider mod den konkurrerende og udbredte idé om, at kærligheden falder os naturligt og instinktivt.

(Alt dette er vidst i øvrigt ikke så langt fra Kierkegaards standpunkt)

Den kærlige sandhed

Vi lyver meget i vores kultur (se fx Lerner, Dance of deception; Bok, Lying: Moral Choice in Public and Private Life; og igen Peck, The Road Less Travelled). Konstant at skulle lyve og lade-som-om fremmedgører os fra vores følelser, fører til hjælpeløshed og tab af selvindsigt.

Når vi viser os selv for vores partner og ser at det heler snarere end skader, erfarer vi noget afgørende: at intime relationer kan udgøre et helle fra facadernes verden, hvor vi kan tale sandfærdigt, vise vores ru kanter. En hellig aktivitet der gør det muligt for to sjæle at røre hinanden.