Forceret socialisme
Fortsætter med at sende min strøtanker om autoritet ud her i fediverset. Jeg ser de nogle gange finder samtalepartnere og andre gange forbliver suspenderet i et tomrum (for så måske at blive taget op af nogen langt senere, tak hashtags).
Forleden var jeg fordybet i en gruppe der arbejdede med autoritetsproblemer på en ret inspirerende måde.
Det satte en tankerække igang. Problemet (for folk som mig) er ikke autoritet eller "autoritære" ting. Tværtimod er problemet ofte manglen på eller malplaceringen af autoritet. Problemet er heller ikke hierarki - som jeg ellers har søgt til som samlende begreb for det min politiske etik var imod og som jeg kunne bruge til at alliere med venstreorienterede, frihedselskende folk, smøren af anti-racister, anti-dit og dat...
Mit chok forleden var nok i sidste ende ret banal: At der findes funktionelle hierarkier.
I systemteori betyder hierarki simpelthen bare at systemer eksisterer i sammenhænge af større systemer og selv består af mindre systemer. Fx at en arbejdsgruppe kan eksistere i en overordnet sammenhæng kaldet en organisation og selv består af mindre systemer kaldet personer. Det betyder ikke at der nødvendigvis er top-down kommandoveje og at autoriteten til at handle nødvendigvis er placeret i niveauet "foroven". Men det er ikke desto mindre et hierarki - i hvert fald i systemteoretisk forstand.
Jeg er en sprogrenser. Når et felt definerer hierarki på en måde, der gør det teoretisk set umuligt for mig at forsvare at være "imod hierarkier", så kan jeg ikke forsvare min egen position. Jeg ønsker en politisk etik der er så teoretisk konsistent som mulig og gør brug af visdom fra mange steder. Når jeg støder på teorier der clasher med min egen forstå af et kernebegreb, så opfatter jeg det som en stress-test af den politiske ideologi jeg selv forsvarer. For mig at se er den systemteoretiske forståelse af hierarkier en mindre krise for den måde jeg på lidt nonchalant (og naïv!) måde har "været imod hierarkier".
Så er der spørgsmålet om "menneskehierarkier", især dem mellem "typer af mennesker". De har tendens til at være nasty: "Den slags mennesker er skabt til at gøre den slags arbejde, og de her andre mennesker er skabt til at nyde goderne af det arbejde" osv. Kaste-systemer er bygget på den tænkning. Det bryder jeg mig ikke om. Kan man skelne mellem forskellige måder at bruge hierarki på? Teoretisk set ja. I praksis, jeg ved det ikke. Men jeg er nysgerrig og vil gerne finde ud af hvad hierarki dybest set er. For det er hvad den slags inkonsistenser konfronterer mig med. At jeg er nødt til at grave essensen af det begreb ud, så vi kan skelne mellem udgaverne.
Så. Tanken var: Problemet (for sådan nogle som mig) er hverken autoritet eller hierarki som sådan. Det er begge begreber for brede til. Men alle politiske etikker der er noget værd er baseret på det man priser (ens værdier) og det man er imod. Og derfra kan man udlede politiske modstandere og allierede. Når jeg skærer mine politiske tilbøjeligheder ind til benet, så er det jeg ikke bryder mig om en unødvendig brug af tvang. Eller med et andet ord, der egner sig bedre til adjektiver: forcering. Jeg bryder mig ikke om politik der har en selvforståelse, at himmelen kun kan blive virkelig, hvis den forceres.
Jeg lægger mærke til at jeg "tvangspræget" alligevel indsætter kvalifikationen "unødvendig brug af". Ja, der har vi overskriften på det her projekt - minus én. Jeg søger konsistens og jeg søger en form for teoretisk vandtæthed i min udforskning af politisk etik. Og den eneste måde jeg kan gøre det på en ægte måde er ved at komme tilbage til devisen om, at der altid er en undtagelse. Eller næsten altid - for logisk set må der være en undtagelse for dét også. (Ja, logik er absurd). Så i parantes bemærkning er det den lidt dunkle måde at formulere negativt en af mine kerneværdier - at alting har sin plads.
Tilbage til spørgsmålet om tvang: Jeg er nødt til at kvalificere det med "unødvendig brug af". Kvalifikationen opstår fordi der netop er tilfælde, hvor jeg godt kan støtte brugen af tvang. En kær ven af mig blev engang indlagt på den lukkede afdeling - gudskelov frivilligt (omend med megen opbakning). Da han først kom derind, var dørene jo så låste. Ergo en vis grad af tvang. Han fik det meget bedre af behandlingen og jeg er taknemmelig for at det virkede for ham. Jeg kan forestille mig andre situationer også, hvor tvang er på sin plads. Mao. har tvang også sin plads. Pis. Men skåret ind til benet er dét det tætteste jeg kommer på noget, jeg næsten aldrig bryder mig om.
Så skillevejen for mig bliver et gradspørgsmål: Når jeg dømmer andre politiske ideologier, så gør jeg det efter den relative grad de baserer sig på at skabe verden i sit billede vha. af tvang. Eller sagt anderledes: I hvor høj grad er ideologien nødt til at forcere sine forandringer, for at de bliver virkelige? Fordelen med et begreb om forcering er at jeg kan bruge det adjektivt og opfinde nye ideologiske positioner - vi kunne tale om "forceret socialisme" fx. som en modsætning til det som nogle kalder "libertær socialisme".