Finde sig til rette i verden

En af de mest presserende opgaver for mig disse år er at flere kan finde sig til rette i verden.

Vi har tabt fornemmelsen af at være del af en verden. For det globale marked er der kun én verden. Dens ensretning har gjort, at vi har tendens til at kun at se dén verden: det moderne, kapitalistiske verdenssystem, som i dag har bredt sig over hele kloden og omdannet livet. For den globale kapital er der kun én verden. Vi mister fornemmelsen for de mange verdener der findes på trods af det globale marked.

Det første skridt er derfor at finde denne fornemmelse for, at befinde sig i en bestemt verden.

Der er allerede en masse verdener, hvor vi befinder os. Ethvert fag har fx sin egen verden - tømrere, IT-nørder og soldater har sin egen verden. Vi har rester af det i vores sprog, fx "hospitalsverden" og "finansverden". En afsides landsby kan være en hel verden og de fleste subkulturer har også den kvalitet. At finde sig til rette i en verden betyder ikke, at skomageren må blive ved sin læst. Det er ikke et slags forbud mod at vandre: også gender fluid folk har deres egen verden, og de omrejsende folks verden er jo tudsegammel. Folk der har været politisk organiseret og besøgt kammerater i udlandet, opdager ofte, at de deler en verden, de ikke kendte omfanget af. Selv de steder på kloden, der virker mest historieløse og uden særlig kultur, er verdener i denne forstand. De globale jet-settere har fx en slags verden, nærmere bestemt metropolens verden, som er kapitalens nutidige form og som de bringer med sig hvorend de flyver hen.

Vi er allerede del af flere verdener og aldrig bare én.

Vægmaleri i Zapatisternes land. Un mundo donde quepan muchos mundos. En verden med plads til mange verdener

Vi skal stoppe med kun at nævne "min lille verden" som noget skamfuldt. Og "den store verden" som noget, der ikke har noget med mig at gøre.

Dråben er i havet og havet er i dråben.

De verdener vi allerede er del af, og som vi prøver at finde os til rette i, er ikke altid som at vende hjem. Vores verdener er tit skadede, ødelagte, nedslidte og forsømte. At finde sig til rette i verden indebærer ofte arbejde, baksning og forsøg på reparation.

Det betyder også til dels at affinde sig med verden, dvs. den verden der er her og som jeg må tage udgangspunkt i. At finde sig til rette i verden handler til dels også om at finde min plads i den.

Hvad er min rolle i verden?

Det er meget sjældent at vi spørger andre, hvad meningen med deres liv er. Vi spørger måske os selv om det. Tidligere i mit liv har jeg en anelse desperat spurgt mig selv om det. Når jeg spørger mig selv om, hvad meningen med mit liv er i dag, så plejer et af mine svar være at reparere verden.

Hele verden? Ja, hele den verden jeg befinder mig i. (Hvis du synes det er hybris, så læs foroven igen).

Reparere betyder for mig en række forskellige ting: genopretning af det der skranter, omsorg og helbredelse af det syge, opmærksomhed på det forsømte, istandsættelse, opbygning af nyt ... Der må både håndværk og sjæleværk til for at reparere en verden.

Finde sig til rette i verden betyder for mig på den ene side at erkende den verden, jeg befinder mig i (blandt andre). Jeg forstår verdens tilstand og accepterer, at det er sådan den er for nu. På den anden side betyder det også at finde min plads i den - min rolle i den. Reparere verden gør jeg bedst, hvis jeg kender min rette plads i denne verden. Det gælder også for grupper eller fællesskab: vi har en særlig plads i vores verden, som vi må finde os til rette i, og som vi har en særlig opgave at reparere.

Hvis jeg skulle formulere det mere præcist, men muligvis også en smule mere kryptisk - og hvor ellers skulle jeg gøre det? - så ville jeg sige, at ens rette plads er: Den plads hvorfra du kan se det, der ellers er skjult, og det særlige, som ellers vil forsømmes, og gøre dét synligt for os andre.

Dråben er i havet og havet er i dråben - verden og jeg selv, min lille verden og den store verden, lag af sammenhæng. Reparere verden kan aldrig finde sted via et selv der adskiller sig fra sin verden (frelseren der vil redde verden og forblive uberørt af den). Reparere verden handler altid delvist om måden, hvorpå vi er til i verden.