Lade det mere-end-menneskelige reflektere for os

Min ven har forberedt et vintersolhvervsritual. Det er i slutningen af 10'erne.

Jeg er med i første del. Det er en slags meditation over året der er gået. Jeg kan allerede forestille mig, hvordan det bliver. Tanken gør mig ked af det. Energierne ender også med at være lidt i alle mulige retninger. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved at jeg ikke ønsker at deltage i anden del. Så jeg siger pas og går.

Nu sidder jeg og reflekterer selv. Ikke så anderledes end den form jeg forlod egentlig.

Hvorfor det ikke virker at lave ritualer sådan her? Eller dvs. hvorfor så lidt fortrylles. Ikke nok samlet kraft til at gå ind i ceremonien, folk virrer lidt rundt på må og få inden, ved ikke hvornår vi begynder osv. Banale distraktioner som at der er mobiltelefoner tilstede. De små skærme hører ikke hjemme i kredsen, dvs. de sørger for at ingen trold tør komme frem.

Vi mødes for at reflektere selv, meditere over noget osv. Vi fanget i menneskeverden og ser ikke de skjulte, dunkle ting, der virkelig kunne lære os noget. Vi har brug for at stille vores spørgsmål til naturkrafterne, det mere end menneskelige, ikke stille dem til os selv.

Vores tid er ved at bukke under for al den selvrefleksion og meditation uden møde med andet end menneskelige tanker, følelser osv. Vi prøver at genopfinde former, hvor vi opnår jordforbindelse og kontakt med naturen, helt fra scratch, helt på egen hånd, vi googler lidt, ser nogle tips på de sociale medier, læser i en bog osv. Og de fleste af os har ingen virkelige læremestre, hverken mennesker eller andre væsner. Vi befinder os i en brudt tradition og normen er at vi tager lidt eklektisk hvad vi nu synes om på de forskellige spirituelle hylder.

Så vi sidder på en måde fast i den moderne verden. Og selvom impulsen til at lave vintersolhvervsritual eller dyrke astrologi kommer fra en impuls til at finde noget, der ville fortrylle verden, fortsætter vi en tradition der er relativt funderet på, at indsigt kommer ved at spørge menneskene til råds ... Det handler om at spejle os i hinanden, i os selv. I stedet for at "reflektere over mørket" eller finde kraft ved at "meditere over" noget i mørket, som om mørket var en død rekvisit eller en form for scenografi for vores dybe tanker, så handler omskolingen nok først og fremmest om at møde mørket (og alle de andre krafter i naturen) som noget mere levende. I stedet kunne vi stille spørgsmål, søger råd og lade dem reflektere "i" mørket, gå mørket i møde som en partner, ja en læremester - et "du" og ikke et "det". Du mørke ...