Færgers klimavenlighed

Færgers klimavenlighed

Er færger klimavenlige? Det er der mange svar på og grunden til det er at færger ikke er én ting. Det kedelige svar er derfor "det kommer an på færgen og ruten".

Færger udleder langt mindre end fly, især på korte afstande. Jeg har pålagt mig selv en personlig kvote, at jeg kan flyve en gang hvert årti. En lang flytur bruger ca. et helt års energiforbrug, hvis man vil leve indenfor de planetære grænser. Hvis jeg skulle flyve hvert år og leve indenfor de planetære grænser, ville der ikke være nok energi til producere mad, varme og hvad jeg ellers har brug for. Så en gang per 10. år virker realistisk (spred rygtet).

Det hjælper ikke at bruge de mange tjenester der kan beregne en rejses udledninger. De bruger gennemsnitlige værdier for færger. Og som sagt er der enormt store forskelle på færgerne. Vi bliver ikke klogere af at få at vide "det er meget kompliceret". Den slags avler bare apati og mere tosset flyveri. Så jeg har researchet lidt. Min bedste forståelse af den klimavenlige færgetur kan koges ned til denne sætning:

Den ideele færgetur tilbyder en smutvej, er beregnet til transport (ikke cruise), kører på vedvarende energi (eller i det mindste LNG), du er gående passager, og færgen kører relativt langsomt.

Sætningen indeholder fem indsigter. Vi tager dem en ad gangen:

  1. Den primære fordel med færger er at havet tilbyder smutveje, dvs. at man tilbagelægger færre kilometer. Der er kun halvt så langt fra Blekinge til Lithauen ad søvejen som der er med landvejen. Og hvis jeg skulle til Tunesien, som jeg drømmer om for tiden, ville det give mening at tage hjem med færgen til Sicilien i stedet for at rejse hele vejen tilbage langs Maghrebs nordkyst. Osv.
  2. Der er store forskelle på færger og både. Cruiseskibe udleder enormt meget drivhusgas, mens færger beregnet til transport udleder væsentligt mindre. Når der harceleres over færger i dag er det ofte pga. cruiseskibe. Lad være med at tage dem. De er omsejlende byer og de forurener så meget at bare flåden fra den største cruise-virksomhed, Carnival Corporations, udleder mere end 10 gange så meget lort end hele Europas samlede bilpark. Færger beregnet til transport kan fx godt veje 10 gange så lidt per passager, fordi de mangler en masse af det tingeltangel (barer, swimming pools, casinoer, biografer, tennisbaner) der skal underholde gæsterne på et cruiseskib.
  3. Færger kører desværre næsten altid på fossile brændsler. De fleste kører på bunkerolie, der er diverse typer råolie, men der er også færger der kører på LNG (fossil metangas), færger der kører på LPG (flaskegas), elfærger og hybridfærger. Beskidte brændsler er en af grundene til at alm. færger udleder væsentligt mere per passagerkilometer sammenlignet med at køre i bil samme afstand.
  4. Gående passagerer udleder langt mindre end passagerer der medbringer bil.
  5. En vigtig udledningsfaktor er hastigheden: Jo hurtigere færge, desto flere udledninger. Når alt er sagt omkring diverse transportmidlers klimavenlighed, så handler det stadig om at transportere os langsommere end det globale jet-set. Flygalskaben bunder først og fremmest i den nonchalance hvormed folk i dag kan finde på at tilbagelægge afstande, der før i tiden blev betragtet som episke dannelsesrejser, man typisk kun gjorde et par gange i livet. Folk der flyver tusindvis af kilometer for et weekendophold eller hygge sig fem dage på Bali. Det er den slags "rejsernes varme luft" som færger aldrig ville kunne føre til.