Få børn eller ikke få børn

Jeg er i tvivl om jeg skal have børn. Der var engang, hvor det var det mest indlysende i verden at få børn. Der har været tider og steder, hvor det at få børn så meget anderledes ud, end det gør i dag i vores del af verden. Verden har ændret sig og forældreskabet har ændret sig med den.

Jeg har en kæreste. Vi taler om vores tvivl med hinanden. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle have børn, skulle det ikke være uden for ægteskab. Hvis jeg skulle have børn, skulle der være en fornemmelse af evighed mellem mig og den anden (eller de andre) forældre. Jeg har en konservativ romantiker i mig, der tror på, at evigheden er et vigtigt element af kærlighed, og at børn - på en eller anden måde - har brug for at vokse op i hjem fulde af kærlighed. Jeg har aldrig sagt det til min kæreste. Jeg håbede, at hun engang ville fri til mig af sig selv og ville ikke påvirke hende. Nu er vi forlovet til hinanden. Det var hende der friede. Jeg blev meget glad. Ja, vi skal giftes. (Vi holder ægteskabet hemmeligt for staten og præstestanden - de får det ikke at vide).

Vi har lovet hinanden, at beslutte om vi skal have børn, inden vi bliver gift.

En ting jeg har lært er, at jeg ønsker mig mere fælles og offentlig samtale omkring beslutningen at få børn eller ej. Der hvor jeg kommer fra, taler vi alt for lidt om den. Så jeg prøver her på min egen måde at være model for den samtale, jeg ønsker mig.

Det seneste år har min partner og jeg haft en reminder om at tale fokuseret om det mindst en gang om måneden. Det har holdt os selv ansvarlige for at blive ved med at udforske og nuancere vores tanker og følelser.

Nu er der gået et år og vi har et år tilbage. Det er tid til at gøre status, konkludere indtil videre og begynde at skifte vores fokus fra udforskning mod mere beslutningstagning. Som del af det skift vil jeg også begynde at dele mine læringer mere.

Mange af os skammer os over den samtale. Nogle så meget, at de ikke engang har den med sig selv. Jeg kender mange, næsten udelukkende heteroseksuelle mænd, der aldrig rigtig har tænkt så meget over det. Så pludselig en dag er deres kæreste gravid. Okay så, lad mig blive far. Nu begynder tvivlen så at melde sig. Men jeg er ude i krydset. Kan lige så godt køre over. Når barnet er kommet til verden, bliver tvivlen så meget desto mere skamfuld. Nu er det sket. Må hellere bare komme videre og få det til at fungere.

Jeg kan godt forstå forældre, der ikke ønsker at have en mere fælles samtale om deres tvivl med at få børn. Børnene ender næsten altid med at høre det på en eller anden måde. Jeg synes vi skal beskytte børn imod den slags. Det er enormt smertefuld information, at jeg muligvis ikke var ønsket eller at en del af mine forældre fortrød at de fik mig, der er svært at integrere for et barn, ja selv for mange voksne, og kan skade et barns selvforståelse.

Det er et eksempel på en relativ funktionel brug af skam. Skam betyder, at vi gemmer en del af os selv væk. Når vi først har fået børn, gemmer vi den del af os, der måske kunne være i tvivl om vores beslutning, som måske fortryder eller kunne have ønsket at leve et andet liv. Vi gør det for børnene (og en smule for vores egen selvforståelse).

Et af de største tabuer jeg kan komme i tanke om er mødre, der fortryder at have fået børn. Vores kultur har vænnet sig til, og dels accepteret, den fraværende far. Mænd har alle mulige passivt aggressive måder at give udtryk for, at de fortryder at blive fædre eller tvivler på deres rolle som fædre. Den mest almindelige er at simpelthen forsvinde. Væk til et andet sted, måske komme på besøg hos børnene i ny og næ, eller forsvinde ind i sig selv. Min far var en af dem, der forsvandt ind i sig selv da jeg blev teenager. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige til mig, så han forsvandt ind i sig selv. Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig tænkte han, godt, nu er min rolle som far overstået. Nu kan mine børn klare sig selv.

Vi har stadig meget forskellige standarder for mødre og fædre.

Noget jeg tit tænker over: I forsamlinger ved jeg altid hvem moren til et barn er. Også børn der for længst er stoppet med brystmælk. Det er som regel ret åbenlyst, hvem moren er. Jeg kan godt være tvivl om faren. Det er meget sjældent omvendt.

Min kæreste og jeg taler med folk omkring os, der er midt i et liv enten med børn eller uden børn. Jeg har lært, at det kan være udfordrende at tale om ens tvivl med folk, der allerede har taget irreversible beslutninger. Hjertet følger hånden. Vores forestillinger og selvforståelse ændrer sig med vores beslutninger - især dem, vi ikke kan gøre om, dem der bagudrettet får et skær af skæbne. Det efterlader mindre tvivl. Vores forståelse af vores beslutning bliver på den måde mere unuanceret. Det funktionelle i det er, at der ikke brug for de nuancer længere, for beslutningen er allerede taget. Begrænsningen er, at det kan komme i vejen for en mere nuanceret fælles samtale med dem, der stadig er i tvivl.

Der er en anden grund til, at mange af os skammer os over den samtale. Noget karakteristisk ved den samtale er, at vi dømmer stort set alle parter i den - ret hårdt. (Jeg gør det selv).

Min kæreste og jeg har bestemt at vi ville have en samtale, hvor vi udforskere alle de dele i os selv. Så den ene måned har vi en samtale mellem de dele af os, der ønsker at føre vores slægt videre eller se små fotokopier af os selv osv. Eller næste måned, de dele af os selv, der drømmer om et liv med andre solidariteter end blodsbånd eller en verden, hvor vi er mindre selvoptagede, er i stand til at bruge vores voksenliv på at sætte andre meningsfulde ting i verden. Og andre dele af os selv, der står i modsætning til dem, er ikke velkomne i dén samtale.

Vi bruger funktionel subgrouping til at udvikle vores personlige og fælles system til at kunne integrere flere forskelle og gøre vores beslutning mere kompleks.

Det var det ene ben i vores projekt - at have samtaler. Mellem de forskellige dele i os selv. Og med folk omkring os, der enten har børn eller ikke har børn.

Det andet ben er at blive lidt bedre bekendte med virkeligheden om forældreskab i dag. Nogle af de dele af virkeligheden der måske ikke er så åbenlyse, fordi de er sket over en lang historisk periode og vi ikke har haft den nødvendige offentlige debat. Forældreskabet og barndommen har virkelig ændret. Så vi har læst bøger for at forstå bedre. Jeg er glad for at nogle skriver dem og vil også dele stumper af min læring her.