Det politiske, del 8: Det politiske er et spil
I forrige indlæg beskrev jeg, hvordan mænd har tendens til at være i centrum for det politiske ved at spille hovedrollen med de handlinger, der har fleste dramaturgiske elementer. Man kunne sige, at mange mænd forfølger en episk tilgang til det politiske.
Episke fortællinger har i øvrigt nogenlunde samme struktur som spil:
- et handlingsfelt, der er vilkårligt afgrænset fra resten af verden i tid og sted
- nogle vilkårlige regler, der gælder for dette felt
- et antal deltagere, vis handlinger motiveres af
- et mål, som det ikke er givet på forhånd om deltagerne vil opnå eller ej.
Her ligger hele spændingen i både spil og episke fortællinger og det burde hjælpe os til at forstå, hvorfor visse handlinger er mere fortælleværdige end andre. Antagelsen i den her undersøgelse var som sagt, at det politiske er det, vi fortæller historier om. Det er derfor simpelthen nemmere for handlinger, der indgår i en sådan dramatisk spilstruktur, at blive politiske.
Levi-Strauss var kendt for at sige, at der var en grundlæggende forskel på spil og så ritualer.
Spil starter som regel ud med ens ting (fx to fodboldhold) og skaber gennem spillet en forskel (en vinder og en taber).
Ritualer starter derimod ud med forskelle, som gennem ritualet forenes: En ceremoni begraver stridsøksen mellem to konfliktende parter, så samfundet bliver helet igen; to forskellige personer forenes gennem et bryllup og gøres til et par. Osv.
Det politiske er et spil. Hvilket handlingsfelt ville passe til ritualet? Det kunne Ursula Le Guin måske fortælle os noget om.