Det politiske, del 7: Politik er et maskulint drama

Hvis vi godtager, at alting "kunne være politisk" (men ikke faktisk er det), så må vi skelne mellem de handlinger, der bliver politiske og dem der ikke bliver politiske. For at blive politiske, må handlinger overskride en tærskel.

Jeg har forsøgt at definere en sådan tærskel, nemlig at handlingen skal kunne påvirke andre end dem, der er tilstede. Der skal mao. være noget at snakke om. Antagelsen er så, at den brede betydning opstår ved, at folk fortæller hændelsesforløbet videre eller på en eller anden måde repræsenterer handlingerne.

Indlysende observation: Visse handlinger egner sig bedre til at blive repræsenteret end andre.

Hvad gør et hændelsesforløb værd at fortælle om?

Alt andet lige er hændelser med en vis dramatisk struktur mere fortælleværdige. Omvendt har handlinger med en repetitiv, monoton og udramatisk karakter, tendens til ikke at blive fortalt lige så meget om. Og bliver dermed typisk ikke så tit genstand for historie, får ikke principiel karakter, mao. blive sjældnere politiske.

(Husk: Det betyder ikke at de ikke kan blive politiske, for alting kunne være politisk. Det betyder bare, at visse handlinger typisk ikke bliver det).

Her er så en frisk hypotese: At mænd har tendens til at monopolisere den slags arbejde og opgaver, der har en implicit dramatisk struktur.

Her finder vi den basale arbejdsdeling mellem kønnene, som man finder i så mange forskellige samfund over kloden. Vores kultur har tendens til at gøre mænds handlinger mindeværdige og fortælleværdige, fx ved at beskrive mænd som handlekraftige helte, vis gøren og laden følger en episk struktur med drama og spænding, mens kvinder defineres som kulissearbejdere, dem der 'står bag mændene', sætter scenen og putter mændene dér, for ikke at tale om alt fortællingsarbejdet bagefter. Kvinder er kendt, blandt mænd, for at snakke meget - ikke mindst om mænds handlinger.

Ursula Le Guin skriver om de maskuline historiebegreber i en fin lille tekst med titlen Bæreposeteorien om fiktion.