Det politiske, del 4: Forsvar for ekko-kammeret

I denne blog vil jeg prøve at præsentere en måde, vi kan forstå begrebet offentlighed på. Jeg vil påstå, at offentligheden består af dem, der kan høre budskabet. Vil du forstå hvorfor, så læs med forneden.

I min jagt på et begreb om det politiske er vi indtil videre kommet frem til, at alt ikke er politisk, men at det politiske er et gradsspørgsmål: Det er politisk, hvis det betyder noget, at fortælle om det. Det gør det muligt at forstå, hvorfor den liberale idé om "offentligheden" ofte anses for at være den rette arena for det politiske.

Den offentlige sfære er netop dér, hvor alle er yderst opmærksomme på, at alt, hvad de gør, højst sandsynligt vil blive vidt repræsenteret og husket af andre. Jo mere offentlig handlingen er, desto større chance for, at der vil fortælles historier om den.

Alt det der foregår offentligt er dog ikke politisk. Hver eneste dag er der nyhedsværter, der tager et jakkesæt på, inden de går på TV. Offentlige handlinger, som ingen tillægger nogen betydning. Vi har vænnet os til at folk på TV har jakkesæt på. Det kunne rejse politiske spørgsmål, men gør det ikke.

Hvis nogen bryder ind midt i udsendelsen og råber, at Danmark burde stoppe al udvinding af nordsøolien eller lignende (det præcise budskab fortaber sig tit), så ville vi tillægge det en masse forskellig betydning. Det ville være politisk.

Men så igen, the show will go on ... Nyhedsværten ville skynde sig at orientere vores opmærksomhed på noget andet. Der ville være en notits i avisen og et par opslag på de sociale netværk. Men det er set før og vi kender manuskriptet. Vi glemmer den slags hurtigt og så fortælleværdigt er det tilsyneladende heller ikke.

Hvis nyhedsværten i stedet stoppede sikkerhedsvagterne og talte direkte ind i kameraet og sagde: De har jo ret! Så ville det meste af Danmarks befolkning have en samtale omkring handlingen en af de kommende dage. Nyhedsværtens reaktion ville blive en meget politisk handling.

Det er meget sjældent vi ser den form for brud med sendefladen og at de karakterer, der befolker udsendelserne træder ud af deres karakter. Det normale er at drukne de uønskede politiske hændelser. Det vi kalder "offentligheden" består på mange måder af en meget kontrolleret skærmflade, der skal styre vores opmærksomhed mod visse historier og væk fra andre. Det er på den måde, medier i bred forstand er en afgørende politisk faktor. De former vores opfattelse af, hvilke handlinger der er værd at fortælle historier om.

Filmen Don't Look Up viser det fænomen allertydligst i de scener hvor Dr. Randall Mindy and Kate Dibiasky turnerer sendefladerne for at nå ud til "offentligheden". I stedet for en alvorlig dialog omkring de fakta, de har opdaget, bliver de konfronteret af en nådesløs, afpolitiserende sendeflade.

Det første der slår mig er hvordan nyhedsværterne holder fast i sin rolle med krampagtighed, forceret lethed og passiv aggressive sarkasme. Men læg også mærke til, hvordan deres opførsel på uhyggeligt vis frembringer sin egen forstyrrede modsætning hos Kate Dibiasky. I stedet for at bevare fatningen, eksploderer hun i forurettelse for derefter at gå derfra tudende. Forståeligt. Pointen er, at hun spiller den rolle, der passer som fod i hose til nyhedsværternes forstyrrede invalidering. Sendefladen opretholder normaliteten ved at forvandle potentielt politiske interventioner til reaktioner som "ingen kan tage alvorligt". Historien - det som alle snakker om efterfølgende - bliver hvor "crazy bitch" Kate Dibiasky er, i stedet for at en komet er på vej til at ødelægge jorden.

"Offentligheden" er mao. ikke en garanti for at fortælle om det, der betyder noget. Støjen er så massiv, at vi ofte ikke hører budskabet. Kan det betyde noget, at fortælle noget i offentligheden så? Eller formuleret anderledes: Betyde noget for hvem?

En bedre måde at forstå offentlighed på ville være at lægge mærke til, hvem der hører budskabet. Hvor er der hul igennem. Hvem spidser tilstrækkelig ører til at meddelelsen kommer forbi al støjen.

Jeg vil dele to citater med jer, jeg har lænet mig op ad i mange år, for at forstå den fragmenterede karakter af offentligheden. De baserer sig begge på en indledende afvisning og opgivelse, der så forvandler sig til et håb. Jeg vil anbefale at læse dem generøst og lytte lidt ekstra godt efter (igen - prøv at hør det virkelige budskab), så er der også en appel, et ønske om dybere kontakt og forbindelse, som vi sjældent ser i mange offentlige interaktioner.

Det første fra introduktionen til første nummer af Lies: A Journal of Materialist Feminism:

Alt hvad vi skriver vil blive brugt imod os. Enhver anklage mod eller klagesang over samfundet som vi skriver vil blive modtaget på samme måde som beretninger om voldtægt – som løgne. Det berører os ikke længere. Så snart vi lader være med at kæmpe mod beskyldningen kan vi vende os rundt og stå ansigt til ansigt med dem, der ikke har anklaget os, dem vi hele tiden skulle have talt med.

Noget af det jeg lærer fra Lies her er at ens frustrerede forsøg på at nå igennem bestemte steder, hvor der reelt ikke er noget fællesskab, kan distrahere og afholde en fra at forbinde sig med dem, der godt kan se, hvad du mener. Samtiden snakker meget om bobler og ekko-kamre i offentligheden. Den meta-samtale er i sig selv et form for ekko-kammer. Hvor tit hører vi nogen afsværge sig den offentlighedsforståelse som Lies gør foroven?

Det andet citat er fra en pamflet med navnet ‘Kald’, der blev spredt anonymt i 2005 på fransk med titlen Appel. Igen, først en afvisning og så en reorientering mod et fællesskab (der baserer sig på en forståelse af 'det åbenlyse'). Her er min oversættelse af indledningen, der gør det klart hvem teksten henvender sig til:

DETTE ER ET KALD. Det vil sige, at det adresserer dem, der kan høre det. Vi vil ikke besvære os med at forklare, med at diskutere, med at overbevise. Vi går til det åbenlyse. Det åbenlyse er i første omgang ikke et spørgsmål om logik, om argumentation.
Det retter sig mod det sanselige, mod verdener. Enhver verden har sine åbenlysheder. Det åbenlyse er det vi deler eller det der deler os. Hvorefter kommunikationen bliver mulig, den som ikke længere tages for givet, men som må bygges.
Og dette væv af åbenlysheder der udgør os, som MAN har lært os at tvivle så meget på, at undvige, at fortie, og at holde for os selv. MAN har lært os det godt, at vi mangler ordene når vi vil skrige. […]

Citatet foroven er for mig et af de stærkeste udlægninger af hvad en offentlighed består af - de er altid baseret på en bestemt verden af åbenlysheder, der så gør kommunikation mulig. Der er de offentligheder, hvor det virker som om, ingen hører efter. Og så er der dem, der hører budskabet - det er også en offentlighed. Der er latente offentligheder omkring os, vi kan vende os mod.

Det betyder også at "offentligheden" i bestemt form er en blandt mange særlige offentligheder - bare den mest dominerende. I virkeligheden er der et mylder af offentligheder - dem som den dominerende offentlighed med foragt måske kalder ekko-kamre. Hvor mange skal der til for at lave en offentlighed? Her tror jeg ikke der er nogen nedre grænse. Fem mennesker kan være bekendte med en handling og den bærer en enorm betydning for dem. Tænk fx hvad et pludseligt brud mellem to venner kan gøre for en omgangskreds. Eller en fyringsrunde på en mindre arbejdsplads. Noget kan være mere eller mindre politisk afhængigt af, hvor mange det betyder noget for og hvor meget det betyder for dem. Min definition af offentlighed lyder sådan: Offentligheden består af dem, der kan høre budskabet. Det behøver ikke være mange mennesker.

Det afgørende for en handling er i hvor stor udstrækning den anses for værd at repræsentere - det er den faktor, der gør den politisk. Jo mere betydning en handling tillægges for folk, desto mere politisk. Nogle handlinger vil blive politiske i visse offentligheder, andre ikke. Enhver offentlighed består som sagt af en verden af åbenlysheder, der gør en særlig kommunikation mulig.

Jeg vil ende med at gå tilbage til gradbøjningen af det politiske. Jeg tror det er muligt at se det politiske som en skala fra 0 til 100. Det betyder at det politiske ikke er en selvstændig sfære (som de liberale vil det), men noget der kan påvirke alting - en mere passende metafor ville være temperatur. Vores folkelige sprog viser noget langt dybere om det politiske end vi ofte tror. Det er de varme kartofler, der er politiske. De mest politiske begivenheder har tendens til at koge over. Men skalaen er ikke jævn. Ligesom temperaturskift kan påvirke ting til faseovergange - vand bliver til damp fx - er der formentlig også en tærskel for det politiske. Et sted midt imellem 0 og 100, hvor noget bliver fortælleværdigt. I en vis udstrækning kan vi påvirke temperaturen - forhandle om noget skal blive politisk. Det kræver bare, at vi begynder at fortælle om det og tillægge det mere betydning. Skrue op for temperaturen og holde dampen oppe.