Det politiske, del 3: Det der betyder noget at fortælle om
Jeg begyndte at varme op for tanken om at stramme grebet om det politiske igen, da jeg for en del år siden læste Lost People, David Graebers etnografi om "spøgelsesstaten" fra Madagaskars højland. Dvs. det var en stat der tilsyneladende ikke fandtes, i hvert fald ikke for de informanter han delte hverdag med.
Det spørgsmål der trænger sig på undervejs i Graebers feltstudie er: Hvad består politik af, når staten ikke længere er tilstede?
Lost People er en meget dialogisk etnografi - mange af siderne består simpelthen af samtaler mellem hans informanter. Noget af det som de bruger meget tid på er at fortælle historier om kontroversielle og omstridte karakterer. Bogen er fuld af karakterer, både forstået som sære og interessante eksistenser, men også forstået som hovedpersoner i fortællinger.
Undervejs i bogen bygger Graeber et narrativt begreb om politik, der nogenlunde består i at det politiske er det, vi fortæller historier om. Han bemærker hvordan nogle af historierne er præget af spænding i form af tøven, forvirring, tvetydighed og uklarhed. Når folk lader til at ville fortælle om noget, og samtidig ikke at ville fortælle om det, så er det et rimelig klart tegn på at der foregår noget vigtigt. Hvem der siger hvad, foran hvem.
For Graeber er det kernen i politik og jeg vil gerne bygge videre på den idé. Forrige del handlede om, at alt kunne blive genstand for politik, men at det må overstige en tærskel først. Så hvad er det den tærskel består i?
Jeg tror den handler om, hvor meget betydning vi lægger i handlinger. Handlinger vi ikke tillægger nogen videre betydning, er pt. ikke politiske. De kunne blive det. Men det ville kræve, at vi begyndte at tillægge dem betydning. Betydninger definerer en grænse for det politiske.
På den måde bliver "kampen om det politiske" en kamp om hvad, vi tillægger betydning. Rødstrømperne lykkedes med at gøre det private politisk ved at bryde igennem de forestillinger om, at alt der skete inden for husets fire vægge, ikke var noget vi behøver snakke om.
Sagt anderledes: Handlinger bliver politiske, når vi begynder at fortælle om dem - hvad deres konsekvenser er, forsvare, analysere eller forklare dem, til trods for at vi ikke vil fortælle om dem.
De vigtigste historier fra Graebers studie på Madagaskar var dem, hvor der var en vis spænding, men også ambivalens: Historiefortællingen bliver selv en del af det politiske spil, som den fortæller om.
Er det politisk? Ja, hvis det betyder noget, at fortælle om det.