At få børn er blevet et valg
Forældreskabet har ændret sig. I hvert fald på tre måder:
- At få børn er blevet et valg
- Forældre arbejder mere (især i Danmark)
- Barnets rolle (børn er blevet ubrugelige og samtidig uvurderlige)
I de næste tre indlæg, vil jeg behandle dem. Jeg har allerede skrevet fra et personlig perspektiv om valget at få børn eller gøre noget andet. Her følger nogle bidder om den bredere kontekst, vi forsøger at tage det valg i.
For ikke så længe siden havde forældre ikke den luksus vi kalder moderne præventionsmidler. Forældre havde mao. svært ved at kontrollere, hvor store deres familier blev eller hvornår deres børn skulle komme.
Der er en hel genre af børnenavne, der beskriver fænomenet. Da jeg boede i Tyrkiet fortalte folk en joke om det, som jeg faktisk mistænker er god nok. Når forældre havde fået nok af børn, kunne de nogle gange finde på at kalde barnet Yeter - det betyder "det er nok". I den version, jeg har fået fortalt er det som regel kvinden der satte foden ned. Men andre navne på tyrkisk tyder på det også kunne være manden - Durkadın (stop kvinde) fx.
Forældre viste heller ikke den samme ærbødighed overfor deres børn, som forældre gør i dag. Vi beundrer børnene, som stod de tættere på det guddommelige og hellige.
I vores del af verden er det ofte børnene der bestemmer i huset.
For engang for ikke så længe siden, havde man dybest set børn af en af tre grunde. Enten fordi det var sædvane. Det var bare det, man gjorde. Eller fordi det var økonomisk nødvendigt. Man manglede hænder og nogle til at tage over. Eller fordi det var en moralsk forpligtelse over for resten af familien eller fællesskabet. (Ofte var det alle tre grunde).
I dag er der stort ikke nogle forældre, der får børn af de grunde, i vores del af verden. Forældre ser i stedet deres børn som kronen på deres eget livsværk. De går derfor til børneopdragelsen med samme intensitet som de ville gå til ethvert andet ambitiøst livsprojekt.
At have børn bliver også genstand for samme planlægningsteknik. Forældre lægger passende mellemrum mellem børnene, så det stemmer overens med deres egne behov og opdrager børnene ifølge deres egne, individuelle pædagogiske filosofier.
Forældrene bliver også stadig ældre og ældre. I 1960 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark 23 år. I 2022 er den steget til lige godt 30 år. De store forandringer der fandt sted i mellemtiden er selvfølgelig frigivelsen af p-pillen samt retten til abort.
Ved at udskyde tidspunktet, hvor vi får børn, er moderne forældre også langt mere bevidst om de friheder, som de giver køb på.
En stigende tendens, vi ikke snakker nok om (andet end som en skamfuld eller problematisk ting) er selvfølgelig, at mange altså vælger forældreskabet fra. Trods mange kampagner for at øge fødselstallene, bestemmer mange sig for at blive barneløse kattedamer.
